Forside %gt; Vis nyhed

Vis nyhed

21. juni 2017

Sommerferietiden nærmer sig. Hvis I som forældre ikke bor sammen, skal I skabe rammerne for en god sommerferie for jeres barn. Vi har samlet gode råd til jer, så I kan tilrettelægge en sommerferie med jeres barn i centrum.

1. Feriens længde
Tilrettelæg feriens længde efter barnets situation. Hvis barnet ikke er vant til at sove så mange nætter hos samværsforælderen og generelt har svært ved at sove ude, kan to ferier af hver 4-5 overnatninger måske være en bedre løsning end én lang ferie. Barnets alder kan også være vejledende, da der naturligvis er forskel på ønsker og behov hos et lille barn og en teenager, men alderen skal ikke alene afgøre ferielængden.

2. Forbered barnet på ferierne, og tal om dem efterfølgende
Tal med barnet om, hvornår ferien er, hvor lang den er, og hvad der skal ske. Begge steder. Støt op om barnets ferie med den anden forælder. Giv barnet mulighed for at glæde sig til ferien begge steder. Tal med barnet efterfølgende om alle de gode ferieoplevelser begge steder, så barnet oplever, at livet hænger sammen – også i ferien.

3. Tryghed og savn under ferien
Nogle børn kommer til at savne den anden forælder under ferien. Det er vigtigt, at forældre kan rumme og respektere barnets eventuelle savn. Det kan være en hjælp for barnet, hvis der er mulighed for kontakt til den anden forælder i løbet af ferien. Man kan eksempelvis aftale ringetider, hvor barnet kan få fat i den forælder, det ikke holder ferie med, hvis der er behov for det.

4. Husk, at børn er forskellige
Det er vigtigt at respektere, at børn er forskellige. Selvom nogle skilsmissebørn har det godt med tre ugers sammenhængende ferie hvert sted, er det ikke sikkert, at alle børn trives med det. Omvendt kan en dejlig lang ferie med hver af forældrene uden for mange afbrydelser og skift være det, som børnene har brug for.

5. Samarbejde – det betyder mest for børnene
Forældrenes samarbejde er det, der betyder mest for skilsmissebørns trivsel. Det gælder også i sommerferien. Derfor begynder en vellykket sommerferie med et godt forældresamarbejde. Et godt råd er at tage det første skridt selv, også når samarbejdet er svært. Man behøver ikke at vente på den anden.

Hjælp til forældre:
Det er godt, hvis I som forældre selv kan lave aftaler omkring jeres barn. I behøver ikke at involvere Statsforvaltningen eller andre myndigheder i de aftaler, I laver.

  • Skal I have hjælp til samarbejdet, kan I kan ringe til vores børnesagkyndige rådgivere og få telefonisk råd og vejledning. Vores rådgivere taler hver dag med mange forældre og børn, og de sidder klar til at vejlede jer og svare på spørgsmål. Ring til vores INFO-center på 72567000 og bed om telefonisk børnesagkyndig rådgivning. Du kan også bestille en opringning.
  • I kan også bede om en fælles børnesagkyndig rådgivning eller konfliktmægling. Det foregår i en af Statsforvaltningens ni afdelinger rundt om i landet.
    Læs mere om børnesagkyndig rådgivning  
    Læs mere om konfliktmægling
  • Statsforvaltningen kan også fastsætte sommerferiesamvær efter forældreansvarsloven. Hvis Statsforvaltningen skal træffe en afgørelse, skal I sende en ansøgning i god tid. Senest seks uger før sommerferien skal afholdes. Gå til ansøgningsskema

Hjælp til børn og unge:

  • Hvis dit barn har brug for en neutral voksen at tale med, som er ekspert i skilsmisseproblematikker, har Statsforvaltningen en anonym telefonrådgivning for børn og unge: Børnenes Skilsmissetelefon, 20 600 550, åbningstider: mandag-fredag 11-16.

Tilbage til nyhedsoversigten
Til toppen af siden
Senest opdateret 23. jun 2017
Kontakt os
 
Forside
Nyheder |Om Statsforvaltningen |Job
Publikationer |FAQ |Presse |English