Forside %gt; Børn %gt; Børnegrupper

Børnegrupper

Er dit barn klemt i jeres skilsmisse? Eller vil det bare være rart for dit barn at mødes med andre børn i samme situation? Statsforvaltningen tilbyder samtalegrupper for alle skilsmissebørn i alderen 9-12 år. Tilbuddet er gratis.

Hvad er formålet med børnegrupperne?

For et barn er det ofte svært, når forældrene flytter fra hinanden eller bliver skilt. Også selvom forældrene er gode til at samarbejde. Familien brydes op, alt forandres, og der bliver meget at spekulere på. Barnet kommer nemt til at stå i en loyalitetskonflikt mellem mor og far, og det kan gøre det svært for barnet at tale med sine forældre om de ting, barnet er ked af og går og tænker på.

Formålet med børnegrupperne er at hjælpe og støtte skilsmissebørn, så de bliver bedre til at håndtere forældrenes skilsmisse. I grupperne har børnene mulighed for at tale med jævnaldrende børn og dele historier og erfaringer med hinanden. Der er også tid til hygge og afslappet samvær. Børnegrupperne ledes af erfarne børnesagkyndige rådgivere, som er vant til at tale med børn om svære emner.

Erfaringen viser, at børnegrupperne er et vigtigt holdepunkt for de børn, som benytter tilbuddet. Det giver dem en umiddelbar lettelse, og de får mulighed for at vende deres tanker og følelser med andre skilsmissebørn og med professionelle rådgivere. Det løser ikke nødvendigvis de problemer, som børnene har, men det gør det nemmere for det enkelte barn at leve med dem.

Hvem kan deltage i en børnegruppe?

Børnegrupperne er for skilsmissebørn i alderen 9-12 år. Der er plads til max. 10 børn i hver gruppe.

Dit barn kan deltage i en børnegruppe, uanset om I har eller har haft en sag i Statsforvaltningen eller ej.

Hvordan foregår det i praksis?

Hver børnegruppe mødes i alt fem gange med en uges eller 14 dages mellemrum. Hvert møde varer cirka halvanden time. Forud for opstart af en børnegruppe inviteres forældrene til et orienteringsmøde eller orienteres på anden måde om børnegruppens forløb.

Der er to børnesagkyndige rådgivere med hver gang. De børnesagkyndige rådgiveres rolle er at hjælpe børnene med at dele deres oplevelser og erfaringer med hinanden.

Der bliver ikke skrevet referat fra møderne, og de børnesagkyndige rådgivere har tavshedspligt - både i forhold til forældrene og i forhold til Statsforvaltningens øvrige sagsbehandling. Hvis de børnesagkyndige rådgivere under forløbet bliver opmærksom på særlige alvorlige problemer hos et barn, vil forældrene blive kontaktet.

Hvordan tilmelder jeg mit barn til en børnegruppe?

Statsforvaltningen holder børnegrupper i alle ni afdelinger. Børnegrupperne udbydes løbende hele året. Når du melder dit barn til en børnegruppe, kommer dit barn med i den næste ledige børnegruppe.

Du tilmelder dit barn til en børnegruppe ved at skrive en e-mail til post@statsforvaltningen.dk. Følgende information skal fremgå af tilmeldingen:

  • I hvilken by du ønsker, at dit barn skal i børnegruppe
  • Barnets fornavn, efternavn og cpr nr.
  • Barnets fødselsdato
  • Bopælsforælderens fornavn, efternavn og cpr nr.
  • Adresse
  • E-mail-adresse
  • Telefonnummer i dagtimerne
  • Evt. særlige forhold vedrørende barnet, som vi skal være opmærksomme på

Det er den forælder, som jeres barn har bopælsadresse hos, der skal tilmelde barnet til en børnegruppe. Barnet og én eller begge forældre bliver herefter kontaktet.

OBS! Deltagelse i en børnegruppe er gratis.

Læs citater fra børn, der tidligere har deltaget i vores børnegrupper

Til toppen af siden
Senest opdateret 10. jun 2016
Kontakt os

Hjælp til børn:

morogfarskalskilles.dk

 
Forside
Nyheder |Om Statsforvaltningen
Publikationer |FAQ |Presse
Job |Kontakt redaktionen |English